Botoxvin på hylderne!

Når vi drikker vin, ved vi virkelig, hvad der er i den? Efter et italiensk tv-program “Report” afslørede nogle snedige og ukorrekte fremgangsmåder i fremstillingen af vin, eksploderede en bombe af kontroverser i Italien. Der er i virkeligheden ikke blevet afsløret meget nyt, men som altid, hvis det ikke bringes frem af eksterne personer, i dette tilfælde journalister, forbliver det en diskussion i diverse mørke vinkældre. Problemet har skabt to meningspoler i Italien, på den ene side er der højrefløjsregeringen med landbrugsministeren og det nye ministerium for fødevaresuverænitet, Francesco Lollobrigida, der anklager Report-journalisten for at ødelægge mærket “Made in Italy”. Ministeren er en, der laver rav i den hver uge, så hans udtalelser har ikke længere nogen effekt. Ministerens svar efter at have set programmet var: < vi har en fjende i huset>. Han henviste til den nationale tv-kanal Rai, som om den tilhører regeringen. Det skal dog siges, siden Italien skiftede regering, har Rai også udskiftet journalister og ledere til fordel for regeringen, men det er en anden sag, som faktisk ofte sker i støvle landet. På den anden side er der forbrugere, herunder producenter og dem, der beskæftiger sig professionelt med vin, som alle ved, at der er en vis sandhed i journalistens fortælling. For nogle har sagen forårsaget en del irritation, men en vis bitter smag i munden forhindrer dem i at tale, mens andre er glade for, at problemet er blevet fremhævet. Det er klart, at der bag en journalistisk undersøgelse ofte er en vis overdrivelse for at opnå et stort antal visninger, men derfor skal det tages alvorligt alligevel. Regeringen har ellers tidligere erklæret krig mod det, de kalder syntetisk kød, fremstillet i laboratorium, men det gælder åbenbart ikke for syntetisk vin.

Jeg har arbejdet i vinsektoren i mange år, både som producent og som importør, så intet i alt dette overrasker mig. Jeg husker direktører af store kooperativer, der nærmest levede af svindel, det var ofte et samtaleemne under vores frokoster. Inden jeg fortsætter, vil jeg gerne understrege, at dette fænomen ikke kun vedrører Italien, men hele verden. Faktisk er det, der er ulovligt i Italien, ofte lovligt i andre lande, det vil sige, at klimatisk koldere lande har sværere ved at producere en vin på et anstændigt niveau, og derfor har producenten lov til at tilføje hjælpestoffer. Jo mere vinmarkedet vokser, jo mere stiger priskonkurrencen, og det burde være positivt for forbrugeren. Vi må dog ikke glemme, at vin er et fødevareprodukt fremstillet af druer, som giver forskellige kvaliteter afhængigt af klimaet, årgangen, jorden, arbejdet, mængden af udbytte og mange andre omstændigheder. Billige vine kommer ofte fra trætte jorde, hvor man tidligere har produceret roer eller majs, i lavland og derfor fra fugtig jord og produceres så i store mængder uden den store opmærksomhed. Resultatet er ofte halvrådne druer, som ingen ville have spist, hvis de havde set dem først. Druerne bringes ind i produktionshallen næsten som most, hvilket ikke er godt, og derefter beriget med koncentreret most og andre tilsætningsstoffer for at genoplive dem igen. Det positive er (ironisk), at det er billigt. For dem, der har set “Report”, er lysten til at drikke vin måske forsvundet, men der er ingen grund til bekymring, eller rettere, i hvert fald ikke for jer, som mig, der køber fra små og pålidelige vinproducenter. I de senere år har der været stor interesse for naturvine, som normalt kommer fra små producenter, som har erklæret, at de intet tilfører vinen. Personligt mener jeg, at det ofte er meget ustabile vine, nogle fremragende, men mange decideret udrikkelige. Det er dog ikke engang nødvendigt kun at stole på naturvine, da de i virkeligheden endnu ikke hører til en klassificering, der er kontrolleret af en disciplinær organisation. Det betyder faktisk, at de ikke har nogen regler og kontrol. Det, der bekymrer mig mest, er at læse, at 80% af danskerne næsten kun køber kommerciel og industriel vin, altså billige produkter, der skal indtages inden for et år. Det betyder, at vi har et forbrugssamfund, hvor kvantitet kommer før kvalitet, og det gælder også for fødevarer. I år har jeg set hele kyllinger til kun 10 kr., hvilket er skræmmende.

Report viste, at 7 ud af 10 vine i supermarkeder ikke levede op til standarderne. Det var ikke farlige vine at drikke, men vine, der ikke respekterede deres disciplinære lovgivning. For eksempel: Prosecco skal laves med mindst 85 % af druen Glera, men for at sænke prisen yderligere, eller mangel på Glera, tilsætter nogle mere end 15 % af en anden druesort. Report viste, hvordan nogle producenter bragte store mængder af Pinot Grigio, eller ulovlig produceret Glera uden for det lovlige område, fra Syditalien til nord, fordi prisen per liter var lavere. I min tid i Treviso kostede en liter Pinot Grigio omkring €0,54. Det er en meget lav pris, men der er nu meget Pinot Grigio på markedet, og supermarkederne er ikke villige til at betale meget for en lignende vin. For yderligere at sænke prisen er der endda nogle store producenter, der køber spisedruer, velegnede til at spise eller saft og ikke til vinfremstilling. Her kan prisen ligge omkring €0,22 pr. liter, men det er ikke lovligt, fordi mosten er for sød og mangler syre osv… Så her begynder produktionen af Botox-vine, hvor man tilføjer alt og mere til mosten for at gøre den anstændig at drikke. Den anstændige smag er måske nok for nogle, men jeg vil gerne vide, hvad der er i det glas, jeg drikker. Med fødevarer er vi nu vant til at læse på bagetiketten en række stoffer, som produktet indeholder, men ud over sulfitter har det ikke været tilfældet med vin. En ny europæisk lov vil ændre på det. Fra 2024-høsten vil det være obligatorisk at indberette flere oplysninger på etiketten eller via en QR-kode, og selvom det ikke løser alle problemer, er det et skridt fremad. Problemet bliver aldrig helt løst, fordi reglerne kan let omgås og er ikke særlig gennemsigtige. Det er regler, der ofte er skabt til fordel for storindustrien, som alt i alt tilfører flere penge til det nationale BNP. 

For eksempel: Tilstedeværelsen af sulfitter er kun underlagt specifik obligatorisk angivelse på etiketten, hvis det samlede indhold i slutproduktet er lig med eller større end 10 mg/kg eller 10 mg/l. Da selv naturlig gæring giver en dosering af svovldioxid større end 10 mg/kg, betyder det, at alle er forpligtet til at skrive det på etiketten.

Nogle produkter har tilføjet en yderligere detalje, at de ikke er tilsat sulfitter, for at angive et minimumsindhold. Det skyldes, at ingen hidtil har været pålagt at skrive den samlede mængde af sulfitter, selvom man ved, at industriprodukter ofte indeholder meget mere. Dette ændrer sig dog med den nye europæiske lovgivning. Hvilke vine indeholder flest sulfitter? Hvidvin og rosévin indeholder generelt flere sulfitter. Jo mere restsukker vinen har, jo flere sulfitter skal der til, det skyldes, at jo højere sukkerindhold, jo større er risikoen for, at en ny gæring begynder. Det betyder, at dessertvine (Passiti) normalt indeholder den største mængde sulfitter, samt vine, hvor mosten har været så svag, at det har været nødvendigt at tilsætte nok sulfitter for at forlænge levetiden.

Hvad kan vi finde i vores glas? Det er et svært spørgsmål, fordi det aldrig bliver beskrevet, og de forskellige klassifikationer som D.O.C, D.O.C.G kræver det ikke. Med den nye europæiske lov burde vi kunne læse, om producenten har tilsat Brl97 gær, som giver aromaer af kirsebær, lakrids og bær. Eller hvis hans vin er blevet konstrueret på grund af mangel på syre, tanniner eller alkohol. Vi kommer nok ikke til at læse om ulovlige tilsætningsstoffer, selvom det er svært at forestille sig, at det stopper helt. Nogle tilsætningsstoffer er ulovlige at bruge, men ikke at sælge, og det er en kæmpe forretning for mange vinbutikker. Det er en svær balance, for vinskoler forbedrer deres viden gennem videnskab, men det skal ikke bruges til snyd. Jeg er personligt ligeglad med, om man bringer druer fra syd til nord for at styrke nordiske vine, men jeg vil gerne vide det. Det er et fænomen, som altid er sket, om end i forskellige former. Det skete engang, fordi nordlige druer ikke nåede tilstrækkelige sukkerniveauer til at nå det minimum alkoholindhold, der var nødvendigt for at blive kaldt vin. I Frankrig tilsætter man sukker til vinen, men i Italien er det forbudt. Med de seneste års klimaforandringer burde det heller ikke være nødvendigt, eftersom vine fra Piemonte og Veneto sjældent holder sig under 12,5-14% uden hjælp. Problemet er, at de nu bringer druer sydfra på grund af sygdomme, som for eksempel svampen ”peronospora” i år, hvilket virkelig har reduceret produktionen. Prisen på vindruer er derfor steget, og så kommer der nu ikke kun varmerige druer fra syd, men også spisedruer. Således vil producenten være tvunget til at tilføje rektificeret koncentreret most (hvilket øger alkoholindholdet) og måske for at fjerne polyfenoler og klare hvidvinens farve på økonomiskvis, vil han bruge husblas fra enten fisk eller svin. Den korrekte metode ville være at køle ståltankene ned, og filtreringen sker automatisk, men nu koster det dyrt i energi, og derfor bruges sterile filtreringsprodukter i stedet. Programmet Report viste også, hvordan nogle brugte bentonit for dets deproteiniserende og klaringseffekt, og gummi arabicum eller kasein, som fjerner den gule farve fra hvidvine og dæmper på smagen af fabriksproduceret

vin. Nogle tilføjer også træflis, som giver vinen smagen af fadlagring, eller ferrocyanid for at sænke indholdet af jern og andre metaller som kobber, zink, bly mm. Alt dette for at sikre, at vinen virker perfekt ved første øjekast. Vi skal dog vide, at bag en gennemsigtig, nærmest surrealistisk hvidvin og en brændende og skinnende rød, gemmer sig måske invasive procedurer. I sidste ende skal vi sætte pris på vine, der ikke er perfekt filtreret, og vide, at bundfaldet i flasken ikke er en defekt, tværtimod

Nyhed

Fra vin til kunst

#Livet er et stort hjul, der drejer og drejer uden at stoppe, og hver gang det vender tilbage til sit udgangspunkt, fødes en ny revolutionær generation, overbevist om at være den første, der modarbejder systemet. Denne ungdommelige naivitet, som nogle gange fører til nonsens, har også ramt mig. Heldigvis.

Læs mere »
Scroll to Top

Husk at du skal være fyldt 18 år for at købe varer indeholdende alkohol hos Groth & Persson

Er du over 18 år?

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.