Her afslører vi 5 punkter du bør vide:
En af de ædleste piemontesiske vine, Barolo produceres udelukkende af Nebbiolo-druen. “Kongen af vine eller kongernes vin”, som den også kaldes. Barolo er meget værdsat for sin stærke kultur, historie og traditioner, men frem for alt for det hårde arbejde, som ofte ligger bag produktionen af vinen. Det gør det muligt at fremstille en vin af fremragende kvalitet. Den produceres i Langhe-området og høstes sent i slutningen af oktober eller starten af november. Dette er meget senere end mange andre vine. Sen høst er ikke uden risiko, men de sværere forhold øger kun interessen, fordi det gør produktet unikt og sjældent. Vinen har navnet fra en af de kommuner, den produceres i.:
Barolo opnåede sit første DOC (Denominazione di Origine Controllata) anerkendelse i 1966 og efterfølgende DOCG (Denominazione di Origine Controllata e Garantita) i 1980. Konsortiet/organisationen for Barolo blev officielt grundlagt i 1934 og rekonstitueret efter krigen i 1947. I 1994 blev den gamle organisation omdannet til det nuværende konsortium, der beskytter Barolo, Barbaresco Alba, Langhe og Roero. Med det nye konsortium udvidede man området og gav flere muligheder til producenterne. Ikke mindst for Kooperativer, der producerer mere i mængde og derfor af lavere kvalitet – Det er også vigtigt at understrege!
Eksporten af italiensk vin nyder generelt et af sine bedste øjeblikke, som hele Made in Italy nyder godt af. Barolo er en kompleks vin, der sælger godt, men som ikke er nem at drikke for alle. Den er kraftig og tannisk og passer bedst til stegt rødt kød, braiseret kød, vildt, men også lagrede oste og er en væsentlig ingrediens i Brasato al Barolo – en typisk opskrift fra det piemontesiske køkken.
1 – Hvad er Barolos oprindelse?
Oprindelsen af Barolo går tilbage til omkring 2500 år siden, da den liguriske Stazielli lavede de første rudimentære vingårdssystemer til dyrkning af vinstokke. Blandt de første beundrere var der dengang gallerne. Efterfølgende tiltrak Langhe-området romernes ekspansionistiske mål. Romerne var imponerede over kvaliteten af vinen i Alba-området, så Julius Cæsar vendte tilbage efter den galliske krig og ville have en god mængde vin med tilbage til Rom. Det vides ikke hvilken vinsort, der blev dyrket den gang. Det første historiske dokument, der omtaler Nebbiolo-druen er fra 1268. Det er nogle dokumenter, der er bevaret på slottet i Rivoli, som omtaler druen som “Nibiol”. Nebbiolo kommer fra ordet “Nebbia” og betyder tåge. Dyrkningen af Nebbiolo druen havde en større udvikling i renæssanceperioden. Her fandt man ud af, at de klimatiske egenskaber og territoriets udformning gør denne drue unik til dette specifikke område.
2 – Hvad er Barolos historie?
Barolos historie stammer fra et ægteskab mellem Carlo Tancredi Falletti di Barolo og Juliette Colbert. Markisen Juliette Colbert donerede 150.000 liter vin til kongen af Sardinien-Piemonte og hertug af Savoyen Carlo Alberto di Savoia (Karl Albert Amadeus), som havde hørt meget om denne berømte vin. Kongen kunne lide vinen så meget, at han besluttede at købe Verduno-slottet for at producere vinen selv. Det var dog ikke helt den Barolo vi drikker i dag. Det siges at den første rigtige Barolo, som vi drikker i dag, kom ud af markisens kældre takket være en særlig interesse fra Camillo Benso Conte di Cavour (Stor politiker og senere Kongeriget Italiens første statsminister). Greven Cavour tilkaldte den dygtige franske vin mager Luis Oudart, som introducerede dem for en helt ny metode til vinfremstilling. Sådan blev den verdensberømte Barolo født, som på kort tid blev Savoyen-familiens store stolthed i hele Europa. Barolo fortsatte med at erobre hofbordene over hele verden gennem det nittende og tyvende århundrede. I 1909 definerede Albas landbrugsmyndighed officielt Nebbiolo-druedyrkningsområdet, der skulle bruges til Barolo.
3 – Hvor produceres Barolo?
Nebbiolo er en af de få vinstokke, der kan prale af et meget dybt bånd til et bestemt område, men årsagen er også vinstokkens skrøbelighed, hvis klaser kræver en lang modning, der varer sommetider til slutningen af november. Tilstedeværelsen af dale og bakker, som skaber forskellige mikroklimatiske forhold, og selve klimaet, tempereret koldt kontinentalt præget af veldefinerede årstider, gør det muligt for druerne at forstærke særlig fine og intense aromaer. Højden og den lerholdige og kalkholdige jord er med til at gøre forholdene perfekte. Barolo må ikke dyrkes under 170 meter over havets overflade og højst 540 meter. Her i mellem finder man den perfekte balance. Barolo produceres af 11 kommuner i Langhe: Barolo, Castiglione Falletto, Serralunga d’Alba og delvist territoriet for kommunerne Monforte d’Alba, Novello, La Morra, Verduno, Grinzane Cavour, Diano d’Alba, Cherasco og Roddi , i provinsen Cuneo
4 – Hvordan produceres Barolo?
Lang lagring, først på træ og derefter på flaske, er vejen til at opnå en fremragende kvalitet. Høsten er mod slutningen af oktober eller begyndelsen af november. Druerne har en blå farve, som derefter flyder over i gråt. Frugten har en spids og lang smag, fuld af små røde bær. Når druerne er høstet, presses de forsigtigt og afstilkes for at trække skindet ud. Gæringen foregår i tanke ved en kontrolleret temperatur og macerationen af skindet (dvs. tilstedeværelsen af skind og kerner og den primære gæring – dvs. omdannelsen af sukker til alkohol) kan vare fra 10 til 30 dage, afhængigt af de valg, der træffes af vinhuset. Casavecchia laver en lang maceration på omkring 30 dage for at udtrække så mange tanniner som muligt. På denne måde kan man opnå fremragende resultater gennem årene (Årgangsvin). For at blive defineret som Barolo skal vinen lagres i mindst 3 år, startende fra 1. november i høståret, mindst 18 måneder på fade og derefter på flaske. For Riserva hæves ældningsrestriktionen til 5 år. Det er klart, at de forskellige vinificerings-, ældnings-, forfinings- og aftapningsoperationer skal finde sted i DOCG-området. Casavecchia venter minimum 7 år, før vinen frigives.
5 – Hvordan kan du genkende Barolo?
Barolo har en gennemsigtig rubinfarve, som bliver orange med årene. På ganen er den afbalanceret, næsten jordnær, med lækre noter af lakrids og kaffe. Duften er intens og kompleks. Vi genkender en række aromaer knyttet til Langhe, såsom hasselnødder, blade og trøfler. Alkoholindholdet for Barolo skal minimun være 13 % vol, men seriøse producenter kommer ofte op på 14%.