
En dagbog ridset i træ.
Det hele startede i slutningen af 2023, da jeg malede kælderdøren sort, så jeg kunne skrive på den med kridt. Mest for sjov begyndte jeg at bruge en tusch til at skrive navnene på de italienske byer, hvor jeg havde boet, og i det øjeblik skete der noget. Jeg blev overvældet af en bølge af lidenskab – det samme “stød”, som tidligere havde drevet mig til at rejse til Italien alene uden en fastlagt plan, kun styret af ønsket om at fordybe mig i nye kulturer og lære sproget.
“Ti år i Italien” blev den visuelle krønike om min rejse fra 2009 til 2019. På denne dør forevigede jeg de steder, der husede mig, navnene på premierministrene fra det årti og de overvejelser, der formede min identitet. Blandt dem er det vigtigste citat, skrevet i løbet af mit andet år i Italien, da min lærer Cecilia i Reggello bad mig arbejde med litterære tekster:
“Livet er et stort hjul, der drejer og drejer uden at stoppe, og hver gang det vender tilbage til udgangspunktet, fødes en ny revolutionær generation, overbevist om at den er den første til at modsætte sig systemet. Denne ungdommelige naivitet, som nogle gange fører til dumheder, ramte også mig. Heldigvis.”
Disse ord fulgte mig i årevis, og jeg følte, at deres plads var lige her. Da jeg viste værket til min far, var hans overraskelse og lykke enorm. Desværre gik han bort kort efter, den 22. februar 2024, og efterlod en uudholdelig smerte. Men mindet om hans glæde foran denne dør var så stærkt, at jeg ikke længere kunne lægge penslerne fra mig.
Fra det øjeblik udviklede tuschstregen sig til olie på lærred: maleriet blev min måde at udtrykke mig på, den kanal, som alt i mig flyder ud igennem med hvert penselstrøg. Denne dør forbliver begyndelsen på det hele: en hyldest til min far og det første kapitel i min kunstneriske fortælling.

