Man så ham komme cyklende i haven ved Castello di Roncade – hans have. Nogle gange som en næsten hysterisk ild, hvis han var sulten, eller hvis han ikke ville gå glip af et eller andet møde. Andre gange rolig, hvis han var træt eller tilfreds og klar til at gå i seng. Han var uforudsigelig, og det var ikke nemt at arbejde sammen med ham: På nogle måder var vi to lignende ildsjæle. Mit første møde med ham var ved døren til sommeren 2011. Lige ankommet fra Palermo blev jeg fulgt ind på Castello di Roncade og efterladt med min bagage under barchessaen. Efter et stykke tid så jeg ham komme gående fra bunden imod mig, mens hans fødder slæbte støjende hen over gulvet. Han råbte, at jeg skulle gå over til Diego, som jeg dog endnu ikke havde set og ikke vidste, hvor jeg skulle finde. Det var mit første møde med ham, og det var min første dag på slottet. Han lignede en rasende gartner; i stedet var han Vincenzo Ciani Bassetti eller, for de fleste, BARONEN. Han var aldrig nogen velorganiseret mand, men han var en unik mand med en enorm kultur og var dybt tro mod sig selv: Han efterlignede ingen. Mange kom langvejsfra for at lede efter ham, og de nærmest elskede ham. Det var hans særegenhed, der nærede deres normalitet. I sine mere end fem hundrede års historie tror jeg ikke, at Castello di Roncade nogensinde har haft en mere karismatisk ejer end ham. Derfor besluttede jeg at lave dette maleri: For at ære en mand, der fortjener at blive husket, langt ud over varigheden af vores egne minder. Fra os, der kendte ham og arbejdede ved hans side: Vincenzo, du vil blive savnet utroligt meget!

“Særegenheden nærer normaliteten”