Værker

“Nu har jeg besluttet ikke at beslutte noget som helst, for det ukendte skal blive mit brændstof.”

Dette oliemaleri fanger et skæringspunkt i livet: en enlig rejsende på perronen, stående mellem det forgangne og det nye. Værket er inspireret af min ankomst til Italien i 2009 og den bittersøde følelse af frihed og usikkerhed ved kun at have en enkeltbillet i hånden. I dag repræsenterer maleriet en moden erkendelse: styrken ved at stå på egne ben og modet til at lade det ukendte være drivkraften for fremtiden.

Individuel lykke måles hverken på en sund samfundsøkonomi eller velfungerende infrastruktur, uanset hvor meget det letter hverdagen. Lykken opstår i sindet og er aldrig evig. Jeg mødte den flere gange i Palermo. Mit første møde med Middelhavets gamle hovedstad var helt særligt. Min daværende arbejdsleder og ven, Antonio, glemte at hente mig i lufthavnen, så jeg tog den sidste bus til centrum og famlede mig frem, indtil jeg fandt et hotel. Jeg var vidunderligt alene i en fremmed by, præcis som jeg kan lide det: ensom, men ikke alene. Jeg forelskede mig øjeblikkeligt i byens unikke kaos. Dette maleri forestiller Palermo set fra en altan nær Noce-kvarteret, hvor jeg har boet i flere perioder. Jeg har portrætteret de forfaldne bygninger i forskellige højder – et område hvor intet er ens, og alle har bygget, som de ville. Jeg husker lyden af folkelivet, som var det i går, og følelsen af at betragte det hele oppefra, som om jeg var alene i verden, men alligevel en del af det hele.

Velsignelsen
“Der var noget guddommeligt over hendes ansigt, et lys som ingen menneskehånd kunne genskabe. I dette reserverede væsen, hvor selv trægulvet under hendes fødder synes at forvandle sig til tangenter for at ledsage hendes vej, vibrerer Siciliens antikke ild — en vulkansk glød, der aldrig lader sig tæmme. På trods af alle paradokser har det været den største velsignelse at arbejde med hende: hun var ikke blot motivet, men selve inspirationen bag hvert eneste penselstrøg.”

Ti år i Italien
En dagbog ridset i træ.
Det hele startede i slutningen af 2023, da jeg malede kælderdøren sort, så jeg kunne skrive på den med kridt. Mest for sjov begyndte jeg at bruge en tusch til at skrive navnene på de italienske byer, hvor jeg havde boet, og i det øjeblik skete der noget. Jeg blev overvældet af en bølge af lidenskab – det samme “stød”, som tidligere havde drevet mig til at rejse til Italien alene uden en fastlagt plan, kun styret af ønsket om at fordybe mig i nye kulturer og lære sproget.
“Ti år i Italien” blev den visuelle krønike om min rejse fra 2009 til 2019. På denne dør forevigede jeg de steder, der husede mig, navnene på premierministrene fra det årti og de overvejelser, der formede min identitet. Blandt dem er det vigtigste citat, skrevet i løbet af mit andet år i Italien, da min lærer Cecilia i Reggello bad mig arbejde med litterære tekster:
“Livet er et stort hjul, der drejer og drejer uden at stoppe, og hver gang det vender tilbage til udgangspunktet, fødes en ny revolutionær generation, overbevist om at den er den første til at modsætte sig systemet. Denne ungdommelige naivitet, som nogle gange fører til dumheder, ramte også mig. Heldigvis.”
Disse ord fulgte mig i årevis, og jeg følte, at deres plads var lige her. Da jeg viste værket til min far, var hans overraskelse og lykke enorm. Desværre gik han bort kort efter, den 22. februar 2024, og efterlod en uudholdelig smerte. Men mindet om hans glæde foran denne dør var så stærkt, at jeg ikke længere kunne lægge penslerne fra mig.
Fra det øjeblik udviklede tuschstregen sig til olie på lærred: maleriet blev min måde at udtrykke mig på, den kanal, som alt i mig flyder ud igennem med hvert penselstrøg. Denne dør forbliver begyndelsen på det hele: en hyldest til min far og det første kapitel i min kunstneriske fortælling.

Enhver erfaring skaber rødder, der kan blive til nye træer. Her hænger jeg i en tynd tråd, svævende mellem svære tider og lyset fra en fremtid, der skal skrives. Castello di Roncade, roden til min karriere, nærer med sin vin en åben bog: min historie, men også en bro til det næste kapitel. På siderne står det skrevet, at nutidens videnskab blot er en banalitet i skyggen af morgendagens sandhed, mens kursen sættes mod Kattesundet. Jeg drømmer om et Europa uden nationalisme – frit og forenet. Som falken flyver jeg med kløgt og årvågenhed; en enspænder, der forstår at integrere sig, hvor end vinden fører mig hen.